Humanistisk debat og livssyn

Har du et humanistisk livssyn, så skulle du melde dig ind i Humanistisk Debat, som organiserer mennesker med en humanistisk livsindstilling. Derved er du med til at styrke retten til selv at bestemme din livsform.

I mange lande søger religiøse og politiske grupper med nogen succes at tvinge andre til at leve efter deres særlige moralforskrifter. Det vil også i Danmark være nyttigt at have et humanistisk modspil til kristne og andre religiøse politikere.

Kort om humanisme og naturalisme

Mange mennesker vil gerne forme nogle rammer for deres liv, en livsanskuelse.

Vi kan afklare vore livsanskuelsesproblemer ved hjælp af elementær fornuft, fantasi og erfaring. Det er jo i øvrigt de samme elementer vi bruger i vort dagligliv, så hvorfor ikke også benytte disse elementer, når vi vil forsøge at danne os et livssyn. En konstruktiv fantasi, rationalitet, kontrollerede erfaringer og et modent følelsesliv udgør et fundament, som vi kan bygge videre på.

Hvad er så en livsanskuelse? Den indeholder svar på to basale spørgsmål:
1) Hvad eksisterer
2) Hvad er værdifuldt.

Der er mange livsanskuelser at vælge imellem, men der er kort sagt kun to hovedveje at følge: Den første forudsætter, at der bare er én verden, én virkelighed, dvs. den naturlige, konkrete, materielle virkelighed. Denne opfattelse kaldes naturalisme, eller materialisme, og den vælger vi.

Ifølge denne naturlige virkelighedsforestilling er det også menneskene selv, som kan finde ud af, hvad der har værdi for os, og hvilken etik vi vil opbygge. Dette er humanisme, ofte forstået som et positivt og lyst livssyn.

Vi fravælger den anden hovedvej, hvor det påstås, at der også er en hinsides, overnaturlig verden af spirituel, åndelig, eller religiøs karakter. Her vil moral blive bundet til en eller anden guds befalinger med den vilkårlighed, som det kan indebære.

Vore værdier og moral

Vi betragter mennesket som et værdiskabende væsen

Vore værdier og moral er at vi betragter mennesket som et værdiskabende væsen, der selv kan fastsætte sine etiske idealer og give sit liv mening.

Moral bør efter vor opfattelse bygge på rent menneskelige værdier. Vi har som mennesker både biologiske og sociale behov, f.eks. for føde og samvær med andre mennesker. Sådanne behov tillægger vi ganske enkelt værdi.

Vi har naturligvis mange behov og ønsker og som følge deraf mange værdier. Nogle af dem er fællesmenneskelige og danner grundlag for erklæringer om menneskerettigheder. Andre er af mere individuel karakter.

Moralens funktion er derfor at beskytte værdier af biologisk og social art, men alle moralfølelser og moralopfattelser er ikke lige berettigede. De kan være udtryk for fordomme og særinteresser.

Følelser har betydelig indflydelse på vore moralholdninger, men vore moralske valg kan begrundes ved hjælp af erfaring og fornuft, ligesom det er tilfældet for vor erkendelse af den øvrige virkelighed.

Vi opfatter følelse og fantasi som værdifulde menneskelige kvaliteter. Mennesker har mulighed for ved egen og gensidig hjælp at udvikle sig følelses – og forstandsmæssigt i retning af større skabende udfoldelse end i dag. Vi vil arbejde for at fremme disse udfoldelsesmuligheder i et frit samfund.

Medmenneskelighed, tolerance og social ansvarsbevidsthed må være fundamentet for menneskers indbyrdes forhold. FN´s menneskerettighedserklæring fra 1948 rummer centrale elementer af en moderne humanisme.

Megen menneskelig lidelse skyldes, at menneskerettighederne undertrykkes på grund af politiske, religiøse og kulturelle traditioner. Det sker fx. i form af forbud mod fødselskontrol, abort og skilsmisse, eller som medicinsk unødvendig omskæring af drenge og især piger, eller som grov forskelsbehandling af kvinder og vilkårlige begrænsninger af menneskers seksualitet.

Vor viden om verden

Menneskets viden om sig selv

Vor viden om verden. Menneskets viden om sig selv og sin omverden bygger først og fremmest på et rationelt erfaringsgrundlag. Det er gennem en videnskabelig, kontrollérbar forskning vi lærer virkeligheden at kende, ikke gennem tro på guddommelige eller andre mystiske kræfter.

Det har været en lang og vanskelig proces at erstatte mystiske opfattelser med objektive forklaringer på naturens indretning, herunder naturfænomener som sygdomme og naturkatastrofer. Forskningen med dens dybtgående indsigt i naturens opbygning og virkemåder er historisk set et relativt nyt fænomen, som først så småt begyndte at vinde fodfæste for kun 400 år siden.

Vor nuværende viden er resultatet af en passende kombination af kreativ fantasi, erfaring, fornuft og hårdt arbejde. Her kan humanister finde grundlag for en naturalistisk livs – og verdensanskuelse.

Den teknologiske anvendelse af fagvidenskabelig erkendelse er grundlaget for moderne samfund og menneskelig velfærd og følgelig helt uundværlig. Men vi skal måske ikke altid gøre, hvad vi kan, fx. udvikle masseødelæggelsesvåben, nukleare, biologiske eller kemiske.

Livsanskuelse og stat

Værdigrundlaget for det danske samfund må være de forpligtelser vi har i forhold til menneskerettighederne, uden særrettigheder for bestemte politiske eller religiøse opfattelser.

Ved en kommende grundlovsrevision bør stat og kirke adskilles, således som det nu er sket i Sverige.

Selvom der i Danmark formelt er trosfrihed, er de forskellige livsanskuelser ikke ligestillede. I nogle børnehaver, i folkeskole, gymnasium, radio, tv og i andre offentlige sammenhænge bliver den kirkelige livsanskuelse favoriseret.

Vi ønsker neutrale offentlige institutioner og funktioner adskilt fra religiøse. Hjælp, behandling, opdragelse og undervisning på offentlige eller offentligt støttede institutioner skal gives uden religiøst tryk eller andet livsanskuelsespres.

International humanisme

Den tilsvarende norske forening Human-Etisk Forbund er med ca. 66.000 medlemmer den største livssynsorganisation uden for statskirken.

The International Humanist and Ethical Union – IHEU – er en sammenslutning af 90 organisationer fra over 30 nationer og har ca. 3 millioner medlemmer.

European Humanist Federation – EHF- er en nydannet sammenslutning af europæiske organisationer. IHEU er repræsenteret i FN- og EU- organer.

Humanistisk Debat er tilsluttet EHF og vil søge optagelse i IHEU.

Debatindlæg

Faget kristendomskundskab lever slet ikke op til de udmærkede formålserklæringer om, at skolen skal være præget af alsidighed, åbenhed, selvstændighed, åndsfrihed osv. I faget kristendomskundskab har disse smukke ord udløst for beskedne konsekvenser. Lovgivning og især administrativ praksis via bekendtgørelser og læseplaner giver fortsat den kristne religion en overmåde privilegeret stilling, både med hensyn til omfang af stofmængde og fordeling af den. Derved motiveres eleverne i flere år til kristne holdninger og tankegange. Først efter års intellektuel og emotionel binding til kristne begreber og vurderinger bydes der ret perifert på stof om verdslige, humanistiske og naturalistiske livsopfattelser, og lidt om andre store religioner.

En udvalgsbetænkning fra 1994 KUP) fremhæver, at der nu undervises i kristendom, andre religioner og andre livsanskuelser, men “vægten er ganske vist lagt forskelligt”. Ja, det må man sige!

I ministeriets faghæfte om faget skrives, at almenmenneskelige spørgsmål stilles og drøftes såvel inden for kristendommem som i andre religioner og livsopfattelser. Og det er jo rigtigt! Der er altså 3 mulige svargrupper, og de burde ligestilles på alle klassetrin, men stort set hele faghæftet er relateret til kristne svar. Selv delområdet kunst og symboler drejer sig overvejende om elementære religiøse begreber og symboler!

I undervisningens 1. fase (1-2 kl.) imødekommes “børnenes åbenhed og naturlige spørgelyst om tilværelsen ved, at eleverne arbejder med anskuelige fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente” og ved at “inddrage religiøse fænomener og symboler”.

I den 2. fase (3-6 kl.) får livsspørgsmålene fortsat en overvejende kristen ramme i form af bibelske fortællinger, kristendomshistorie og kunst, forstået som kirkens billeder og religiøst inspireret musik.

3. fase omfatter de sidste skoleår. Undervisningen tager stadig sit udgangspunkt i den kristne religion. Ikke-kristne religioner og andre livsanskuelser skal medtages, men det er uklart, hvor megen plads der bliver til dem. Eleverne skal også lære at “forstå religion som noget, der kræver personlig stillingtagen og handling”. Gør verdslige livsanskuelser ikke også det? Disse humanistiske og naturalistiske opfattelser indeholder afsnittet ellers ikke noget om! Men det kan drøftes, hvilke andre “værdier af religiøs eller religionslignende karakter, der præger tilværelsen i dag. Det religiøse omfatter alt!

Læseplanen for denne fase slutter med et afsnit om religion og kunst, dvs. billeder, kunstværker og skønlitteratur, som er “inspireret af religiøse grundspørgsmål”. Verdslig kunst tæller ikke.

Ministerens ny læseplan “Klare Mål” er i samme stil.

Dansk kultur har længe haft en pluralistisk karakter, og i en ministeriel undervisningsvejledning (1989) erkendes det direkte, at en “bibelsk-kristelig forståelsesramme” ikke længere er til stede i moderne elevers og menneskers bevidsthed”, og at kirken for store dele af befolkningen er en “fjern størrelse”. Alligevel topprioriterer dette skolefag ensidigt kristent-religiøse svar.

En løsning kan være at indføre et livsanskuelsesfag, hvori den nuværende grove skævvægtning af stoffet kan korrigeres til at omfatte tre ligestillede dele. Det er særdeles vigtigt, at de tre områder behandles både sideløbende og med nutidige eksempler i hele undervisningsforløbet. Det er rimeligt, at eleverne fra begyndelsen oplever, at livssynsproblemer både teoretisk og praktisk er blevet stillet og “løst” af alle tre parter. Og måske skal vi lade de mindste elever være i fred for livssynsproblemer! I en meget overset Betænkning vedrørende Revision af Skolebøger ( 1934 ) erklærer flertallet, at grundloven ikke indeholder et påbud om, at der i skolen skal undervises i religion. Faget har ikke nogen særstilling. Vi kan ved almindelig lovgivning nedlægge faget og indbygge det i orienteringsfagene eller indføre et nyt fag om livsanskuelse. Ifølge nævnte skolebogsbetænkning bør elevernes bøger være i overensstemmelse med de fagvidenskabelige resultater, og pædagogisk tilpasset skoleelever. Hvis disse krav kan indfries, bør der principielt ikke være mulighed for fritagelse for undervisningen. Ingen kan med rimelighed bede sig fritaget for saglig information og fri debat.

Humanisme og naturalisme – et fornuftigt valg.

Erik Elten, universitetslektor i filosofi.

Jeg er naturalist og humanist, fordi jeg mener, at det er fornuftige elementer i en nutidig livsanskuelse. I første omgang overtager vi generationens opfattelser gennem vore forældre, skoleundervisning, medier etc. Og det kan næppe være anderledes, men på et tidspunkt begynder en del mennesker at tænke over, om alt det overleverede tankegods er værd at acceptere. Nogle beslutter sig for at kassere noget af det gamle og erstatte det af noget nyt. Først nu vælger de sig en livsanskuelse.

Hvilke krav kan stilles til en livsanskuelse?

Jeg vil indlede med en grundsætning for intellektuel moral: tro kun på noget, der gives fornuftige grunde til at anse for sandt. Det er vanskeligt at afvise.Vi prøver da også at overholde det i vor dagligdag, nogle gange for lidt. Fornuften kræver tillige, at vore opfattelser skal være modsigelsesfrie. Vi bryder vi os heller ikke om at have modsigelser i vore tanker, vi oplever et vist intellektuelt ubehag. Når det sker, så prøver vi mere eller mindre smart at lappe på det.Vi skal her også være opmærksomme på, at modsigelsesfrihed i en livsanskuelse er en nødvendig betingelse, men den er ikke tilstrækkelig, for der er ingen grænser for at opfinde fantasibegreber, som man så kan formulere og systematisere på en modsigelsesfri måde til en spekulativ livsanskuelse.

Hvad er virkelighed

Et hovedproblem i en livsanskuelse er, hvad virkeligheden består af. Gennem de sidste ca. 400 år har forskerne med frugtbar fantasi, slidsomt søgt og fundet naturlige forklaringer på, hvordan den reale verden fungerer: det er naturalisme. Moderne teknologi er en anvendelse af denne viden, og nødvendig for vor overlevelse og velfærd! I forskning er det en grundregel, at det er den idérige forsker, der som afsender har formulerings – og påvisningsbyrden, og denne regel gælder i de fleste andre sammenhænge. Hvis afsenderen ikke opfylder disse krav, har modtagerne ikke lyst til at spilde tid på det. Det kan også gælde ved livsanskuelser. De kristne har i løbet af 2000 år ikke kunnet blive enige om, hvem og hvad deres gud er.

Ateisme vil som regel være en del af en livsankuelse, som foruden naturalistiske studier af virkeligheden også kan omfatte humanisme. Humanister ønsker at afbalancere fornuft og følelser. De har som ideal fornuftige, fantasirige og varme mennesker med udviklet sans for æstetiske værdier. Men det er her vigtigt at forstå, hvad følelser kan og ikke kan. De kan ikke fortælle om tings eksistens! De kan ikke afgøre, om der eksisterer atomer, nisser, engle, djævle, guder, eller om en person er skyldig eller uskyldig. Hvordan finder vi ud af, om noget eksisterer? Et første spørgsmål er: hvad drejer det sig om? Hvem, hvad er Odin, den kristne gud, andre guder osv.Vi mennesker er meget fantasifulde, og der er næppe nogen grænse for, hvad vi kan forestille os som eksisterende, lave begreber om og opleve. Men om noget eksisterer kan kun afgøres på én måde, med den samme metode: ved offentlig, velkontrolleret erfaring, og ikke blot private, personlige erfaringer! Vi har et begreb om Odin uden at kunne finde ham i den reale, objektive verden, og vi henviser ham til den fiktive verden! Så har vi tilbage de øvrige guder, her i blandt den kristne gud og mange andre overnaturlige væsener som djævle, engle, trolde osv. De tilhører også den fiktive verden, de hører til i samme skuffe som nissen og julemanden (Ritt Bjerregaard / Jesper Hoffmeyer). Kristne siger: Gud skabte mennesket i sit billede. Men ateister vender det om: mennesket skabte Gud / guderne i sit billede, som menneskelige væsener. Dette formulerede den joniske filosof Xenofanes allerede for 2500 år siden: okser, heste og løver ville forme guderne efter deres eget udseende !

Etik og moral

Et andet hovedproblem i en livsanskuelse er etik eller moral. Når vi skal forklare, hvordan virkeligheden er indrettet, så kan vi basalt vælge mellem en naturalistisk og en supranaturalistisk metode, og jeg vælger den første. Situationen er den samme, når problemet er etik.Kan vi mennesker selv formulere en etik, eller kræver det bistand fra nogle guder, specielt den kristne gud?

Et svar kan være, at mennesker allerede i urtiden fandt ud af at regulere deres handlinger, dvs. ved hjælp af det vi kalder moral. Vore forfædre indså, at det er skadeligt vilkårligt at dræbe hinanden, at stjæle, at lyve etc. Disse mennesker opdagede, at noget var skadeligt: dvs. nogle handlinger var forkerte. Vi har som mennesker biologiske, psykologiske og sociale behov, og dem tillægger vi ganske enkelt en værdi, og tilhørende rigtige handlinger skal beskytte det værdifulde, og forbudet mod forkerte handlinger skal begrænse skadeværdier. Drabsforbudet havde i tidlige stadier et begrænset gyldighedsområde: dræb ikke dine nærmeste! Efterhånden har vi udvidet gyldighedsområdet til i princippet at gælde alle mennesker, og det er godt, selvom virkeligheden desværre er noget anderledes, men vi har med dette princip et motiverende, direktivt ideal. Hermed har jeg skitseret et grundlag for at finde naturlige forklaringer på moral: naturalisme og humanisme.De 10 bud er således ganske menneskelige opfindelser.

Dette bidrag er skrevet af seminarielektor Jørgen Gry, cand.mag. i naturhistorie og geografi. Har også skrevet bogen “Ateisme.Et livssyn uden gudstro”. 1991.

Ateisme. 

Der er intet vedrørende universet, livets opståen, arternes udvikling, menneskets legeme eller psyke, moral og adfærd, der nødvendiggør den udbredte antagelse, at der står en eller anden form for “højere magt” bagved disse ting.

Hertil kommer i overenstemmelse med dette det faktum, at vi ved at forestillingen om en Gud/ guder stammer fra menneskets gud – fader oplevelse fra da vi var ganske små, og at en gud er en projektion af denne oplevelse.

Vor videnskabelige og psykologiske viden er i dag rigelig stor til, at vi kan danne os en overordnet, meningsfuld forståelse af verden og os selv, der hviler på sikker, nøgtern, objektiv viden. Ateisme er en rimelig konklusion af denne viden. Og ateisme er en del af et livssyn, der ikke bygger på dårligt begrundet tro som religionerne, hvor fantasien altid har haft frit slag! Ateisme er ikke overtro og ikke en religion. Den er livsforståelse og realisme. Medens religionerne vil missionere og omvende folk, vil ateisme oplysning. For dette er en forudsætning for fremskridt både materielt, kulturelt og ikke mindst på det intellektuelle område, hvor oplysning fører til voksende erkendelse af, hvad der er sandt om verden og mennesket. Det hele medfører gradvist bedre livskvalitet for mennesket, hvis dette forstår at drage konsekvenserne af denne indsigt og i praktisk adfærd.

Medens religionerne har troen, subjektiviteten, alderen, traditionerne og mystikken på deres side, har ateisme naturligheden, nøgternheden, objektiviteten, argumenterne og erfaringerne om virkeligheden på sin side, uden at give afkald på noget af menneskets rige følelsesverden, herunder moralen. F.eks. kan alle have gode kunstneriske oplevelser ved religionernes myter, fortællinger og visdomsord.

Men det er vigtigt at skelne mellem fantasi og virkelighed, dvs. mellem rene psykiske processer og naturens realiteter. Når religionerne optræder som autoriteter angående videnskabelige forhold overskrider de deres kompetence: Det gælder f.eks. fysik, det levendes oprindelse (også menneskets), vor psykes sande natur og alt levendes død . Det sker, når kirken gør bibelske myter og fortællinger og dens egne overnaturlige påstande og ritualer til dogmer. De anfægtelser, som det kan give i forhold til fornuften, vor viden og virkeligheden er da alene kirkens og de troendes problem.

Hvis man vil påstå, at ens gudsforestillinger har en virkelig selvstændig eksistens uden for menneskets indre verden, må man gøre vold mod virkelighedsbegrebet. Et problem er nemlig, at guder altid er usynlige og i det hele taget ikke kan sanses, hverken med vore kendte ydre eller indre sanseapparater. Gudeforestillinger kan ifølge sagens natur kun opleves med følelserne fordi de er følelsesprodukter. Religionernes guder giver sig kun til kende indirekte, f.eks. gennem gamle skrifter ( hvis tilblivelse ofte fortaber sig i fortiden), gennem stedfortrædere ( sønner og profeter, gennem varsler og tegn m.m.

Ateisme kan give sikkerhed og tryghed, og tilmed frihedsfølelse, fordi den er uafhængig. F.eks. af religionernes magtapparater. Ateister lader sig ikke friste af gyldne løfter om fritagelse for skyldfølelser på mystisk vis, om hjælp i nødens stund og om evig salighed i et paradis efter døden. Ateisten er endvidere fri for at skulle leve med religionernes selvmodsigelser, konflikter, urimelige påstande, anfægtelser, overtro og mystik. Han anskuer verden og mennesket realistisk og bevarer sit åndsliv uantastet. Dette er nogle af hans gevinster. Men han mister en mængde illusioner, først og fremmest f.eks. den kristne gud og paradis, eller helvede! Netop derfor bliver mennesket ansvarligt. Man ved, at man hverken kan gøre guder eller djævle ansvarlige for sit liv, sin adfærd, sine uheld og de uretfærdigheder, man må tåle.

Universet har hverken noget sigte eller nogen mening. Det er der bare. Kun mennesker kan tillægge noget en mening. Det nærmeste vi mennesker kan komme til en mening med det hele er selv at vælge det ud, som vi anser for mest betydningsfuldt i livet, og kalde det for meningen. Vi må derfor finde det frem, som grundlæggende er væsentligst for alle mennesker. Som ateist anspores man til at tage ansvaret for sit liv. At give, søge og modtage så meget godt, smukt og sandt man kan, medens man lever. For man ved, at ens tid er kort og at det er disse ting, der giver os mennesker den største livskvalitet og mening med livet. Og godhed, kunst, videnskab og oplysning overlever det enkelte menneske. Det er smukt og godt at vide.

Tro afhænger af viden

I den klassiske børnebog “Spørge-Jørgen” stiller den videbegærlige plageånd bl.a. spørgsmåleet: “Hvoffer er jeg ikke ble’t en kat?”. Jeg har i en årrække brugt Storm Petersens tegning med dette spørgsmål fra bogen i den første forelæsning i arvelighedslære for de lægestuderende ved Københavns Universitet, som udgangspunkt for en nærmere diskussion af arveanlæggenes betydning for et individs udvikling og egenskaber.

Vi er blevet mennesker fordi vore forældre er/var mennesker. Opskriften ligger i æg- og sædcellernes kromosomer (DNA). Kun katte får katte. Egetræer får egetræer osv. (Jeg skulle naturligvis have brugt et andet eksempel også: får får får!)

Ikke nok med det: Jeg er det menneske jeg er, fordi jeg har netop de to forældre jeg har. Ingen andre kunne have “lavet” mig. Hvis ikke de to mennesker havde kendt hinanden, også i gammeltestamentelig forstand (1. Mosebog, kap. 4, vers 1), så var jeg aldrig blevet til! Hvor er det dog tilfældigt!

Hvis en af de andre millioner af sædceller havde “vundet” kapsvømningen mod ægget i kølvandet på det samleje, var jeg heller aldrig blevet til. Som jeg også plejer at sige: Hvis telefonen havde ringet, var jeg aldrig blevet til. Biologisk indsigt påvirker ens menneskesyn, ja hele ens verdensopfattelse; det man “tror” på. Tro afhænger af viden.

Som art er mennesket et af de mange foreløbige resultater af årmilliarders biologisk udvikling, evolutionen.Men vi er enestående ved vores høje bevidsthedsniveau. Hos den enkelte er det det netværk af hjerneceller der ligger til grund for bevidstheden som frembringer vore psykiske funktioner, herunder glæde, kærlighed, omsorg og omtanke. Valg. Vi er begrænsede, men også begunstigede, af vores biologi.

Næstekærlighed er ikke et bud. Det er biologi. GUD, og andre guder, er menneskets opfindelse. Vi er alene med hinanden og resten af den verden vi lever i og er en del af. Det er på den baggrund vi skal skabe et meningsfyldt liv, kreativt og i harmoni og glæde med vore medmennesker og naturen.

Kristendommen er en livsløgn, ligesom andre religioner. Menneskets etik skal defineres af mennesker, ud fra det at være menneske. Det er humanisme, og det er det vi skal bygge på.

Om biologi og humanisme.

Vor personlighed ligger i generne, men dermed ikke være sagt, at vi ikke forandrer os gennem livet, påvirket som vi hele tiden er af vore omgivelser. Men det betyder også uvægerligt, at ingen kan reagere på omverdenens mangeartede påvirkninger udover, hvad genpotentialet tillader. Mennesket er ikke en klump ler, som kan formes efter omgivelserne. Vore gener deltager selv yderst aktivt i skabelsesprocessen.

Vi fremtræder altid som individer med vort fremtoningspræg (fænotype); det vil sige, at vi er et produkt af vort anlægspræg (genotype) og dets samspil med miljøet. Naturen har således kun mulighed for at reagere på vort fremtoningspræg, men det er vore gener og deres virkning, som naturen søger at påvirke, såfremt selektionen skal have en varig betydning, og en udvikling kunne foregå. Det er derfor nødvendigt, at det enkelte individ nøje afspejler de gener, som ligger til grund for personen, for at naturen ikke skal selektere i blinde. Med andre ord: Afstanden fra vore gener til os selv som individer er af største betydning for den hastighed, hvormed evolutionen forløber. I betragtning af den hast, hvormed vor store hjerne har udviklet sig, må individet tydeligt afspejle de gener, som har skabt det. Det er på denne baggrund, man skal forstå, hvorfor det er så vanskeligt at ændre på vor adfærd.

Gang på gang må vi konstatere, at de mange foranstaltninger, vi sætter i værk for at opdrage og tilpasse vore børn, ikke ændrer ved noget. Næste generation gentager trofast alle de fejl, som forældrene har gjort. Dette tages ofte som udtryk for den sociale arvs afgørende betydning, og ikke et øjeblik tør man skæve til genetikken og naturens ofte respektløse behandling af sine børn. Stillet over for valget mellem egen utilstrækkelighed eller magtesløshed på grund af vor biologiske arv, må vi vælge utilstrækkeligheden og dermed selvbebrejdelserne for i det mindste at bevare håbet om, at endnu en forstærket indsats vil nytte noget. Alene det brændende ønske om lighed og et godt resultat udelukker bare tanken om en dømt fiasko, og praktisk nok sikrer dette, at der bliver gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt for at give alle et godt liv. God moral baseret på uvidenhed hos nogen og hos andre, evolutions-biologer for eksempel, på trods af viden. De er nemlig ganske som den første gruppe låst fast af deres egne “gode” gener. Således forbliver verden næsten uforanderlig.

På bare tre millioner år har den menneskelige hjerne tredoblet sig, vel at mærke på den intellektuelle side; de basale, oprindelige dele er ikke nævneværdigt berørt. Som sagt, vil denne konflikt mellem den gamle og den nye del af vor hjerne få os til at opleve verden som grum og barsk. Vi er tvunget af naturen til at gøre vort bedste; og mens det tidligere hed: Du skal tjene dit daglige brød i dit ansigts sved, så hedder det nu: Du skal pukle for din daglige medicin ved computerens skærm. Problemet er, at vi kan for meget. Hvor nemt var det ikke i gamle dage for bare 100 år siden. Børnene tog sig af deres forældre, når de blev gamle og evt. flyttede ned i aftægtshuset. Forudsætningen for dette familiesammenhold var imidlertid, at naturen gennem en tidlig død sørgede for, at forældrene aldrig blev en helt urimelig belastning for børnene. Naturens ubønhørlighed fritog os for ansvar (og skyld). Idag må vi sende vore syge og gamle på plejehjem og sidenhen endelig slukke for respiratoren, med dårlig samvittighed.

Naturen tillod os gennem udviklingen at fremstå som Homo sapiens, et socialt væsen med stor intellektuel kapacitet. Vi fik evner, som vi altid har forstået at udnytte til det yderste i kampen for tilværelsen og artens eksistens. Vi har altid gjort vort bedste, selvfølgelig. Men hvad der var en vellykket strategi for overlevelse, da vi næsten intet kunne stille op, førte med tiden til en dominerende rolle i verden, og i dag kan vort intellekt yde mere, end vort urgamle, oprindelige følelsesliv kan kapere. Det er det moderne menneske i konflikt med “det gode dyr” i os selv. Prisen, vi må betale, er en konstant dårlig samvittighed og forvirring over, at vor fornuft byder os at tage beslutninger, som vore følelser er imod, som når vi fx. skal tage stilling til organtransplantation. Det er naturens leg med mennesket, som kattens leg med musen, og naturen er ikke bange for storstilede eksperimenter. Hvad skete der egentlig med dinosauerne?

Lad os møde udviklingen med værdighed og acceptere vor tildelte skæbne og tyngende viden, selvom vi – som Johannes V. Jensen udtrykte det – nok “aldrig kan glemme, at man lovede os evigheden.” Det er humanisme!